Ryvangs Kvarterets Grundejerlag

DET MONDÆNE RYVANGEN

Af Bodil Cath

Artikel fra bogen “Ryvangskvarteret – Et villakvarter i Danmark” udgivet i 1997 af Grundejerlaget.

Københavns mest mondæne forstadskvarter blev Ryvangen kaldt ved århundredeskiftet. Det var her man skulle bo. Selv i en meget dyr lejlighed kunne man ikke gardere sig mod, at en familie ovenover havde fire-fem børn, som skiftevis skulle øve sig på klaveret eller de sidste nye dansetrin, ligesom man heller ikke kunne protestere mod selv den falskeste tenor, hus­herren nedenunder, eller forhindre sine piger i at sladre på trappen.

I årene omkring 1910 var Ryvangen simpelthen sagen. Fornemme arki­tektnavne fik her lov til at boltre sig, og området kunne bebos af Køben­havns velhavende beaumonde året igennem. Desuden tillod mange sig end­videre den selvfølgelige luksus også at have en sommeradresse.

Det var noget helt andet end Frederiksbergs og Valbys fashionable villa­kvarterer, et smørhul, hvor Københavns store forretningsfolk dagligt kunne få frisk luft. Beliggenheden så nær Øresund gjorde området til et sundt og frisk refugium efter dagens dont i en støvfyldt by. Magasinartikler og avi­serne var fyldte med superlativer om stedet, og alle priste søluften og den friske søbrise ude på de fornemme villaveje.

Det blev påpeget, hvor hensigtsmæssigt det var med et kvarter, der bestod udelukkende af selvejervillaer, og som ejerne selv havde ladet bygge. Mange af boligerne var udtryk for både smag og fordringer. I Ryvangsvillaerne blev der som noget helt naturligt indrettet både badeværelse og billardstue. Lige så almindeligt det var i Københavns nye velhaverkvarter, lige så ukendt var den slags i de gamle frederiksbergske villaer. Helt lydefri var byggeglansen dog ikke. Der blev talt om Ryvang-villaer, hvis hele udstyr og pragt sagde mere om rigdom og trangen til at vise den, end om ejerens gode smag og hang til kultur. En ting kunne man dog blive enige om, nemlig at det var herskabeligt at spadsere ad Ryvangens smukke brede veje.

BORGERNE

Hvem var det så, der boede i Ryvangen? Det var f.eks. kunstneren J. F. Willumsen, som selv tegnede og i 1907 byggede sit eget hus på Strandagervej 28. I dag bebos det af en anden stor maler, Mogens Andersen, som med stor veneration tager vare på huset, der er fredet. Også mange andre byggede: grosserere, direktører, professorer, redaktører, docenter, arkitekter, kunstnere med flere. Kammersanger Vilhelm Herold var f.eks. bygherre på Ryvangs Alle 22.

Billedhugger Anders Bundgaard lod i 1907 arkitekt Aage Langeland­Mathiesen bygge Svanemøllevej 11. Her havde Anders Bundgaard, der var gift med Elisabeth Kabell, sit atelier. Sammen havde de en søn, der senere kom til at bo her en årrække med moderen. På Norgesmindevej 16 bygge­de kunstmaler Johan Rohde i 1918 en villa, der var lav og mindede om Fanøhusene, som han var blevet begejstret for under et ophold på øen. Den ene datter Lone blev senere gift med højesteretssagfører Frederik Teist, og de boede i huset efter forældrenes død. Den anden datter, Gabriele, blev kontorchef i Folkeforbundet, og en kendt stemme under krigen i BBCs danske udsendelse. Konsul Hartman opførte i 1914 Svanemøllevej 17-19.

Bogholder Sielle byggede i 1915 Svanemøllevej 46, og arkitekt var Ove Huus. Alle materialer til villaen blev købt inden 1. verdenskrig brød ud. Kva­liteten var derfor den bedste. For familien blev huset et lykkeligt og man­geårigt bekendtskab. Bogholder Sielles 2 døtre bor i huset den dag i dag.

Arkitekt Carl Brummer, der bl.a. har tegnet villaen på Svanemøllevej 56, der i dag bebos af buddhister, har også tegnet Vestagervej 7, der blev byg­get af redaktør Christian Gulmann. Efter krigen blev ejendommen købt af skuespiller Max Hansen, da han kom hjem fra Sverige. En kendt kunstner som Dirch Passer boede også i en årrække i Ryvangen.

Det er ikke kun husene, der er arkitekttegnede, også mange af haverne har fra starten deres helt særlige karakter med landskabsarkitekters hjælp. Husenes mangfoldighed rummer så megen historie, så mange skæbner, at kunne vægge tale, ville der både litterært og visuelt være rigeligt stof til mange bøger og TV- serier. I et af de fine huse stod grumheden ikke tilba­ge for rædsler i krimier af værste skuffe. Der findes i politiets optegnelser en beretning om, hvordan liget blev proppet i det store fyr.

Henning Rohde, tidligere direktør for Det Kgl. Teater, husker sagen og fortæller:

“I min barndom ejede Simon Olesen den store villaejendom på hjørnet af Ryvangs Alle og Gammel Vartov Vej. Hans grund gik ned til Rosbæksvej, og ud imod den havde han en stor dobbeltgarage med chaufførbolig på kvi­sten. Garagen ombyggedes senere til et smukt lille beboelseshus, Rosbæksvej 22, som vi købte i 1951 og beboede i 30 år. Omkring 1920 – måske lidt før – skete mordet, som endnu ikke er glemt. Chaufføren hos Simon Olesen myrdede sin kone, og brændte liget i Simon Olesens store centralfyr. Ved en kedelrensning fandt man knoglerne af kvinden, som chaufføren havde på­stået var rejst bort fra ham. Han blev dømt.”

Henning Rohde fortæller som et apropos:

“Jeg skulle engang i 50erne til lufthavnen og havde bestilt en taxa. Den kom, men da telefonen ringede, bad jeg min kone Benedicte gå ud og bede chaufføren vente. Det var en rigtig gammel taxachauffør, der stod og kigge­de på vores hus, og som fortalte, at han havde været chauffør hos Simon Olesen, og havde kørt hans store Daimlere. “Har De så boet her?”, spurgte Benedicte, hvortil han blot svarede: “Det var ikke mig”.”

De store gamle fyr i husene er nu for størstedelen skrottet, og fjernvar­men har holdt sit indtog.

Henning Rohde har glade barndomsminder fra Ryvangen, hvor hans far byggede hus i 1917-18. Det var i de år, hvor ryvangsvillaer skiftede ejere i hastigt tempo. Nyrige, gullaschbaroner m.fl. holdt deres indtog med huskøb, grundkøb og villaopførelser, men den slags interesserede ikke områ­dets børn, som bl.a. havde stor fornøjelse af at drille sporvognskonduktører. Henning Rohde husker, at hans barndoms mekaniske legetøjslokomotiv pas­sede til en sporvognsskinne.

“Derfor havde vi børn i kvarteret ofte væddeløb i sporvognsskinnerne på Svanemøllevej med vore lokomotiver. Når vi var trætte af det, lagde vi med passende mellemrum knaldperler på skinnerne. Så knaldede og bragede det, når sporvognene kom, og nogle af de gamle vognstyrere standsede op hvert øjeblik for at finde årsagerne til skraldene”.

Gode legemuligheder var der også på de store ubebyggede grunde. På hjørnet af Lundevangsvej og Strandagervej (overfor Willumsens – nu Mogens Andersens hus) spillede børnene fodbold.

“På hjørnet af Lundevangsvej og Tuborgvej (overfor “Ensomme Gamles Værn”, dengang Glasværkets arbejderboliger) gik vi på rottejagt. Grunden var en hel jungle og fuld af rotter. Det var meget spændende med vores pri­mitive håndvåben”, fortæller Henning Rohde, som også husker, at Strand­promenaden bortset fra et enkelt “lille hus på prærien” var helt ubebygget fra Scherfigsvej til Svanemøllen. Her foregik de alvorlige kampe, når der blev leget “røvere og soldater”.

USÆDVANLIGT

På Ryvangs Alle 8 boede Egill Rostrup, der både var sceneinstruktør, skuespiller, teaterhistoriker og forfatter. Han var gift med Ellen Rovsing, skuespiller, forfatter og oversætter. De mødtes i 1911 og forelskede sig straks i hinanden. Han var imidlertid allerede gift med skuespillerinden Oda Rostrup, som han havde en søn med, den senere museumsdirektør for Ord­rupgårdsamlingen, dr. phil. Haavard Rostrup. Da Egill Rostrup ville lade sig skille, tilbød Ellen Rovsing, der var formuende, at hun ville betale en jor­domrejse for dem begge i to år. Hvis de stadig kunne lide hinanden, når de kom hjem, ville hun gifte sig med ham. Han tog imod tilbuddet, og de rej­ste jorden rundt uden at være gift – på den tid et temmeligt usædvanligt arrangement med Ellen Rovsing som den betalende part. Lykken holdt, og de blev gift, da de kom hjem. Parret købte den næsten nyopførte ejendom Ryvangshøj, Ryvangs Alle 8 (dengang nr. 4). I deres hjem var bl.a. Kaj Munk hyppig gæst. Ellen Rovsing blev iøvrigt landskendt på sin rolle som hustruen i hørespillet “Familien Hansen”, der fra 1929 til 1949 ugentligt blev sendt i Danmarks Radio.

Egill Rostrup og Ellen Rovsing fik en søn, den senere skuespiller, scene­instruktør og dramaturg Asmund Rostrup, der boede på Ryvangshøj indtil 1937, da han giftede sig med skuespiller ved Det kgl. Teater Blanche Funch.

ERINDRINGER

Lundevangsvej 7 blev bygget i 1912 af Johan Peter Christoffer Christen­sen. Arkitekt var Jørgen Storck. I optegnelser fortæller datteren, Inger Chri­stensen, at haven var anlagt af havearkitekten E. Erstad Jørgensen. Der gik en grusbelagt gang fra havetrappen ned til et bøgelysthus. Op ad huset var gule roser og et abrikostræ med de dejligste frugter. Familiens børn var fra bør­neværelset meget optaget af at se over på togene og på Ryvangs Alle, der dengang var beplantet med små lindetræer. Man så da ofte om morgenen, nonnerne gå morgentur – de gik to eller tre sammen i deres sorte klæde­dragt. Naboerne på Lundevangsvej 5 var løjtnant Hans Garde, senere direk­tør for DFDS, og fru Chiesse. De flyttede omkring 1920 til et større hus på Sølundsvej 2.

Skibsreder H.C. Robbert med familie købte Ryvangs Alle 50. Huset blev bygget helt om. Der kom hestestald til, og huset blev forlænget. Der skulle være plads til flere tjenere. Ydermere blev det gamle rødstenshus pudset gråt, og ved udgangen til haven blev der bygget to bassiner til fisk.

Lundevangsvej 12 som var tegnet af arkitekt Brummer i 1906 blev omkring 1918 solgt til en kaptajn Munther med frue, to sønner og en dat­ter. Der blev et sandt leben.

“Kaptajnen kørte med os børn på sin motorcykel med sidevogn og fruen fik besøg af dronning Alexandrine. Da kaptajnen fik stilling i Frankrig, drog familien desværre afsted”, fortæller Inger Christensen, som også husker en kontorchef i skattevæsenet V.A. Plenge med frue, der boede på Norgesmin­devej 26. Huset blev tegnet af arkitekt Poul Baumann. Børnene blev en gang om året budt ind for at spise stikkelsbær i deres have.

KONGELIGT

Kirsten Dauw har skrevet en beretning om sit liv på Svanemøllevej 25. Hun fortæller, at hendes mand var så heldig at få tilbudt pladsen som chauf­før hos Hans Kongelige Højhed prins Harald, bror til Kong Christian den X. Prins Harald var gift med den tyske prinsesse Helena, som under krigen opførte sig udansk. De havde fem børn, der dengang var voksne. Hjemme boede sønnerne Gorm og Oluf, som begge var i hæren. Gorm var under kri­gen taget til Sverige, hvor han havde meldt sig til “den danske brigade”, som blev modtaget søndag 6. maj 1945 på Svanemøllevej.

“Noget af det første min mand gjorde var at køre prinsesse Helena til luft­havnen. Hun blev fløjet til Glücksburg, og her blev hun interneret i 2-3 år på grund af hendes udanske opførsel under krigen. Hun fik lov at komme hjem to-tre gange, men da prins Harald i 1948 blev syg, fik hun tilladelse til at blive i Danmark. Da var Frederik den IX. blevet konge, og han var ikke helt så streng”, fortæller Kirsten Dauw i sine erindringer, som er udgivet i 1987.

“Nogen dans på roser blev prinsesse Helenas tilbagevenden til Svanemøl­levej ikke. Her havde hun nærmest husarrest. For at få en snak med folk bød hun vejarbejderne på gaden på cigaretter, og når hun besøgte prins Harald på hospitalet, blev hun ledsaget af en politi-patrulje”.

“Da hendes søn, prins Oluf, (som efter ægteskab fik titel greve Oluf af Rosenborg. red.) blev gift med Dorrit Puggård-Muller, var vi alle i kirke med undtagelse af prinsessen. Mine forældre kom ofte og besøgte os. En dag spurgte prinsesse Helena, om de ikke ville med ind og hilse på prinsen. Det ville de da gerne. De var rundt i hele huset og beundrede alle prins Haralds ure, som han selv gik rundt og trak op hver dag”, fortæller Kirsten Dauw. Hun husker også, da prinsesse Helena en dag spurgte, om hun ville vaske hendes hår. Hun måtte jo ikke komme til frisør, men engang imellem måt­te det vaskes. Hver anden måned, mente Helena var passende, når bare man ellers sprittede det lidt i kanterne.

Både prins Harald og prinsesse Helena var glade for hunde. På et tidspunkt havde de 10-11 stykker. Når en slap ud på gaden, måtte alle ud at lede, mens prinsessen vred sine hænder ved tanken om, hvad der kunne være sket med kæledyret.

Den yngste datter, grevinde Castell, boede i Berlin. Hun mistede sin mand under krigen, og flygtede med sine to døtre Alexandra og Thyra til Danmark, hvor de en overgang boede på Svanemøllevej. Den ældste datter Feodora kom også til Danmark med sin mand og sønnerne Wilhelm og Valdemar. De måtte flygte, da russerne rykkede frem, og da de tog afsted, havde de kun det, de stod og gik i. De flyttede senere tilbage til Tyskland, men sønnerne prins Wilhelm og Waldemar af Schaumburg-Lippe kom tilbage til Danmark, og bor her fortsat.

Prins Harald døde i 1949 på Bispebjerg Hospital. Han lå på “lit de para­de” i havestuen i hjemmet. Kirsten Dauw havde fået den store ære at sy hans ordner og ridderkors på en blå fløjlspude, som blev lagt på kisten. “Vi var alle med ved bisættelsen i Roskilde Domkirke”, fortæller Kirsten Dauw. Huset blev solgt til staten og prinsessen og familien flyttede. En af hundene “Sorte” fik Kirsten Dauws datter Mimi. Den blev næsten 12 år, og var hen­des bedste legekammerat.

Røde Kors flyttede ind og Kirsten Dauw fik nye arbejdsgivere, som hun også fortæller levende om i sine erindringer, der blev udgivet af ejendommens nuværende bruger DIKE (Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi) i anledning af hendes afskedsreception 27. marts 1987. Dronning Alexandri­ne havde også på anden vis lidt tilknytning til Ryvangen ved, at hendes livlæge overkirurg Karl Lehman, Sct. Lucas Stiftelsen, boede på Strandagervej 25.

Det fine “Brummer” hus, Lundevangsvej 12, nabo til Willumsens hus, var i mange år ejet af direktør Sylvester Hvid. Den ene datter blev gift med tennisspilleren Torben Ulrich, der også i mange år boede på Lundevangsvej 12. Under krigen var huset en tid beboet af millionøsen Erna Hamilton, datter af “guld-Harald”, en af Københavns store bygmestre Harald Simonsen, som bl.a. opførte, hvad der i folkemunde blev kaldt det “lille Amalienborg” på Dag Hammarskjølds Alle, hvor Dansk Røde Kors nu har til huse, og de store boligkarreer på Strandvejen mellem Strandvænget og Svanevænget. Syl­vester Hvids anden datter, Britta, blev gift med den kendte skuespiller Max Hansen og senere med skuespilleren Preben Marth og boede i mange år på Vestagervej 7.

HOLBERG OG TO FLYGLER

Om villaen Ryvangs Alle’ 6 fortæller ejeren Johan Adam Linneballe:

“Efter 1. Verdenskrig købte kaffegrosserer Andersen – “KaffeAndersen” kaldet – huset. Han brugte sine penge på bøger, og lod arkitekt Johannes Strøm Tejsen tilbygge en boggang, en vinterhave og et ottekantet bibliotek til sin bogsamling, som var en af tidens fineste. Bl.a. indeholdt den Hol­bergs værker komplet i 1. udgaver.

Han solgte i 1937 huset til min morfar hattegrosserer A. Melby, som ved siden af sit hattemagasin på Købmagergade var kunstmæcen og en overgang også direktør for Dagmarteatret. Biblioteksrummet blev nu musikstue med to flygler – min mormor var klaverlærerinde – og mange kendte skuespillere og musikere kom i huset indtil enkefru Melby forlod det i 1986 – efter 49 år. Gæstebogen tæller blandt mange andre navne som skuespillerne Angelo Bruun og Poul Reumert, teaterdirektør Stig Lommer, grønlandsforsker Peter Freuchen, pianisten Alexander Borovsky og stumfilmdivaen Asta Nielsen”.

HEMMELIG KÆLDER

Bengt Lindeberg, speciallæge i psykiatri, boede i flere år på Svanemølle­vej 14 og har også ejet Gammel Vartov Vej 22. Hele barndommen har han været nært knyttet til Ryvangen. Hans mormor boede fra 1916 i ejendom­men Svanemøllevej 68. Dengang var der i området både grøfter og kvæg, der græssede.

Da han i 1967 købte Svanemøllevej 14, konstaterede han, at oliefyret var så “fint”, at det havde tændrør af kgl. porcelæn, men da oliefyr meget hur­tigt blev udbredt, stoppede Kgl. Porcelæn den fabrikation. Huset er specielt på den måde, at der udover den almindelige kælder, også findes en hem­melig kælder i hele husets længde. I den var der både bænke, varmeapparat og lys, der fungerede. Desuden var der herfra en hemmelig udgang til haven via en lem, der var dækket af grus. Den tidligere ejer, der havde huset fra 1947-67, kendte ikke kælderens eksistens.

“Inden den tid var huset i nogle få år ejet af kammersanger Poul Wiede­mann. Kælderen er bygget, uden at der findes papirer på den, og der er ingen tvivl om, at den er brugt som et skjul for jøder, der fik brug for plud­seligt at skulle til Sverige. Blev det farligt at være i huset, kunne de lige så stille via krybekælderen og gennem den hemmelige kælder komme ud i haven, og så var der ikke så langt over Strandvejen ned til Svanemøllebug­ten. Ejeren Poul Wiedemann, der var jøde, måtte også bringe sig i sikkerhed i Sverige”, fortæller Bengt Lindeberg.

På Gammel Vartov Vej 22, et af Ryvangens berømte huse, kan man den dag i dag i haveterrænnet se, hvor Frederik den III.s gamle karpedamme har været. Bengt Lindeberg husker, at der på Sølundsvej var et nazisthus, som blev sprængt i luften, og på et tidspunkt var der en tysk spion, der boede på Strandagervej 1.

“Hans søn og jeg gik i fru Busses skole, der lå ved tennisbanerne ved Hel­lerup havn. I 30erne var der i Ryvangsområdet kamp mellem drengebander, og så kunne man godt blive taget til fange i en kælder. Det var lige før kri­gen brød ud. En jødisk familie og en nazi-familie boede lige overfor hinan­den på 2. sal på Strandvejen 97, der også havde adresse Rosbæksvej 2. Jeg husker også, at Holger Danske-modstandsmanden Jørgen Røjel havde til­flugtssted hos Bundgaard, sønnen af den gamle billedhugger Anders Bund­gaard, Svanemøllevej 11, der bl.a. har lavet Gefionspringvandet ved Langeli­nie i København. Billedhuggeren havde sit atelier på Svanemøllevej 11.

Chefen for generalkommandoen Ebbe Gørtz boede en tid under krigen på Svanemøllevej 68, hvor min mormor har boet. Han var under krigen øverst­kommanderende for den danske hær, og for de danske modstandsstyrker. Fra 1945-46 var han direktør for Krigsministeriet, og fra 1950-51 var han også chef for Hæren. På Vestagervej 3 boede min mormors bror Andreas Fussing, som fik en guldmedalje for husets arkitektur. Hans far, der var borgerre­præsentant og murermester, gad ikke engang se huset. Sådan kunne forhol­det mellem en far og søn også være”, fortæller Bengt Lindeberg.

Mange er de kendte folk, der har boet i området. På Vestagervej 27 boe­de Svend Poulsen, redaktør ved Berlingske Tidende, med sin kone kunstma­lerinde Margrethe Poulsen og en datter, og skråt overfor på Rosbæksvej 16 boede deres onkel skuespilleren og senere direktør for bl. a. Det kgl. Teater Adam Poulsen.

Else Paldam, gift med Københavns Kommunes tidligere økonomidirektør Jørgen Paldam, husker fra 30erne, hvor interessant det var med nonnerne, der boede i nonneklosteret, der stødte op til hendes onkels hus, Svanemøl­levej 50. Det morede onkelen umådeligt meget at iagttage nonnerne, når de fældede træer og gjorde alt arbejdet i haven, fordi der øjensynlig ikke måt­te komme mænd indenfor.

Men tiderne skiftede. – Erhvervslivet kom ind i de gamle rigmandsvilla­er, da de i slutningen af 50erne blev usælgelige som boliger. Ejere fik kom­munens og grundejerlagets tilladelse til at indrette de store huse som både kontor og bolig. I en af de store aviser kunne man om indflytningen læse: “Diskretion en æressag”. Der blev i rubrikken hentydet til, at firmaerne af hensyn til de fortsat mange beboere skulle skilte diskret med messingskilte. Der måtte heller ikke flages med firmaflag, så områdets fashionable karakter anfægtedes. Disse regler efterleves fortsat. Desuden har ca. 25 ambassader deres domicil her.

Som årene er gået, er der kommet stadig flere erhverv til Ryvangen, som fortsat er en eksklusiv boligoase, men med liberale erhverv, lige midt i stor­byens tummel.

UTRYKTE KILDER TIL “DET MONDÆNE RYVANGEN”

Følgende med tilknytning til kvarteret har bidraget med oplysninger:

Speciallæge Bengt Lindeberg, Arkitekt og designer Johan Adam Linneballe, fru Ellen Margrete Olrik, fru Else Pal­dam, fhv. direktør for Det kgl. Teater Henning Rohde og skuespiller Hans Rostrup.

Endvidere har følgende medlemmer af grundejerlaget givet oplysninger:

Fru Kirsten Andersen, Gammel Vartov Vej 14. Maler Mogens Andersen, Strandagervej 28. Højesteretssagfører Claus Christensen, Gammel Vartov Vej 22. Frøken Inger Christensen med sine personlige “Erindringer fra Ryvangen “. Dansk Institut for Klinisk Epidemiologi, Svanemøllevej 25, der har udgivet Kirsten Dauws erindringer “Mit liv på Svanemøllevej “. Det Danske Missionsselskab, Strandagervej 24. Fru Tove Poulsen, Lundevangsvej 19, Speciallæge H. W. Rothenborg, Norgesmindevej 16. Frøknerne Karen og Gertie Sielle, Svanemøllevej 46. Fotograf H. H. Tholstrup, Rosbæksvej 22 og Verner Zastrow for KFUM-spejderne, Gammel Vartov Vej 16.